Damhussøen, Vest volden og Harreskoven

Som overskriften siger, så kommer jeg lidt vidt omkring her for tiden på mine gåture. Jeg har nemlig været ude og gå en hel masse det sidste stykke tid, faktisk mere end hvad jeg plejer når jeg kigger på min statistik på Endomondo. Indtil videre er jeg oppe på 88 km i maj måned, normalt går jeg mellem 30-60 km på en måned, alt efter om det er vinter og koldt udenfor eller sommer og lækkert vejr som nu. Så jeg er godt stolt af mig selv. Og jeg vil gerne til at gi den en ordentlig skalle igen, og kæmpe for vægten. Og kan altså se hvor meget ekstra det giver når jeg går nogle ekstra lange ture hver dag.

Kr. himmelfarts dag var Michael og jeg ude og gå knap 10 km, nede fra en skole lidt herfra, hvor Rødovre gangforening havde arrangeret en vandretur. Vi fulgte en rute på 6 km som foregik ude på Vest volden, og det var en SÅ smuk tur, normalt går jeg på asfalt stien hele vejen til Jyllingevej og længere nogle gange, men denne gang gik vi kun meget lidt på asfalt stien, men gik mere inde mellem træerne langs med åen. Det var så hyggeligt og smukt. Og i og med at vi også gik derned til startstedet nåede vi på den måde op på 10 km, det var så flot gået af os.

Fredag kørte jeg Michael til en samtale han skulle til oppe ved Harreskov st. Mens han var inde til samtalen gik jeg den smukkeste tur ovre i Harreskoven. Den blev til 3,5 km kun, men hvor var det skønt og smuk natur. Store høje træer, sumpet område og små søer rundt omkring langs stien jeg gik på. Jeg var en smule bange for at fare vild, så ville ikke udfordre mig selv og gå meget længere – men det skulle jeg bare ha gjort, da jeg havde god tid mens han var til samtale. Men en lille tur er jo bedre end ingenting.

Og da jeg kom tilbage satte jeg mig og hæklede lidt og hørte lidt podcast, så tiden gik hurtigt nok, inden turen gik hjemad igen. Det var svært dog at holde masken mens jeg sad og lyttede til podcast ude i venterummet, jeg hører nemlig “Anders og “Anders podcast”, kender I det ? Det er Anders Lund Madsen og Anders Breinholt der tidligere var “De sorte spejdere” på P3 for en del år tilbage, de er genopstået nu som podcast som man kan downloade og høre. Det er sindssygt sjovt, og jeg er flad af grin hver gang jeg hører det. Jeg må indrømme at det til tider er svært ikke at grine højlydt, mens jeg f.eks går mine ture eller sidder i et offentligt sted og lytter, og folk glor altså lidt mærkeligt på en når man griner når man går eller sidder alene. Men det er det hele værd, så kan klart anbefale denne podcast. Du kan se video her, eller hente deres podcast via Itunes, som kun er en lydfil.

Som noget nyt er jeg begyndt også at gå længere ture herhjemme også, fordi jeg har fået en ny gå-veninde, som også har sin nabo med nogle gange. Det er super hyggeligt, og jeg får rørt mig meget mere end jeg gjorde før i tiden. Der gik jeg jo 3-4 km herhjemme fra mig selv, og kunne aldrig drømme om at gå videre efter jeg havde gået på stien ned til Jyllingevej, der ligger jo ellers Damhusengen og Damhussøen lige hvis man fortsætter videre. Men for mig lød det HELT og aldeles uoverskueligt. Lige indtil jeg så nu har prøvet det, og så er det bare så let som ingenting at gå den rute, og den er 10,5 km hjemme fra mig selv, og rundt om både søen og engen og hjem igen.

Jeg havde meldt mig ind i en gruppe på Facebook der hedder “Matematisk vægttab“, har dog haft mine kampe med at følge kuren, men bruger nogle af værktøjer de skriver om, og så bruger jeg mine egne principper og sunde fornuft, det har jo virket fint før, har jo tabt de 20 kg på egen hånd uden at følge nogen kur, så hvorfor har jeg så meldt mig ind, jo for at få et ekstra skub, og det var lige hvad der skulle til. Nu er jeg godt i gang igen.

Inde i gruppen blev der så oprettet en Endomondo gruppe kun for brugere af Facebook gruppen, og jeg meldt mig fluks ind. Det var da sjovt at konkurrere med de andre om hvem der gik flest skridt på 1 måned. Men jeg sakkede jo hurtigt bagud med mine kun 30 km, og 1 pladsen hun havde gået 240 km på samme tid, og så lurede jeg hvor hun mon kom fra, og så viste det sig at hun boede 1 km væk fra mig. Gik så og tænkte lidt over om jeg mon kunne tillade mig at skrive og spørge om vi mon skulle følges på vores ture.

Fredag i sidste uge tog jeg mig så sammen og fik skrevet en kort Facebook besked, og svaret kom positivt tilbage, og nu har jeg allerede på 1 uge gået 3 ture rundt om damhussøen på 10 km minimum hver gang. Og det er så fedt at nu have nogen at følges med, især fordi vi går i samme tempo, så det passer mig så godt. Vi gå begge nær de 6 km i timen, andre der også vandre meget, går normalt 5 eller 5,5 i timen. Dvs. at 10 km tager 2 timer ca.

Min 10 km vil jeg tro tidligere lå på 2 timer og 10 min. Nu er den nede på 1 time og 43 min. Det er SÅ vildt at jeg kan forbedre den så meget på så kort tid. Da jeg gik på min årsdag for livsstilsændringen d. 6 maj, forbedre min kusine og jeg den til 1 time og 57 min mener jeg det var. Jeg har så første dag jeg gik rundt om damhussøen forbedre den med 6 min, og i dag også med 6-7 min. Jamen hvad skal det dog ikke ende med 😉

1 års dag for min livsstilsændring ;-)

I dag d. 6 maj er en helt speciel dag, det er nemlig præcis 1 år siden jeg startede på min livsstilsændring, jeg har tabt 20 kg, og det er jeg super duper stolt af, og de skal aldrig på igen, nu skal jeg bare se fremad, og blive ved med at leve denne gode og sunde livsstil.

For præcis 1 år siden var jeg i Fredensborg med min moster og min mormor, det var en fredag, og vi var bare på en lille familieudflugt. Vi var blandt andet nede og se Fredensborg by, og ude og spise på en hyggelig kro lidt udenfor byen. Mens vi sidder og venter på maden, viser min moster mig sit smart-watch, og at hun lige skulle taste sin mad ind i app’en. Mig som elsker gadgets og teknologi, synes det var sindssygt smart, og jeg måtte da selv ha sådan et ur tænkte jeg. Michael havde fået et i fødselsdagsgave i marts 2016. Og det var ikke rigtigt kommet i brug, og da vi prøvede det på ham, var det for lille, så jeg købte det af ham, og han købte et nyt og større, og SÅ var vi i gang.

Så tænk lige, at fra slet ikke at tænke på kost eller motion, så kan sådan en lille ting som et smart watch sætte gang i alt det her jeg nu har foretaget mig et helt år nu. Jamen hvad skal dette dog ikke ende med 🙂

Men i dag skulle så fejres med maner – og det må den sige at den også er blevet, jeg har nemlig været med min kusine Mille ude og gå 10 km via Hedelands vandringen som gangforeningen Tåspidserne havde arrangeret ude i Reerslev nær Hedehusene. Det var en super god tur, og vejret var slet ikke til at klage over, eller jo det var det faktisk, vi havde nemlig klædt os helt og aldeles forkert på, vi skulle ha smidt jakker, trøjer osv. i bilen da vi gik fra startstedet. Ej, man må ikke klage over vejret, det var nemlig 18 grader og høj sol. Og det var skøøøøøønt vejr at gå i, dog havde vi begge ret meget sort tøj på, som gjorde at vi svedte ret meget, og det var ikke så rart. Men vi klarede den, og vi nåede i mål *weeee*

Det var også en utrolig smuk tur igennem Hedeland, masser af grøn natur, og bakker op og ned, så vi må ha gået en masse “etager” i dag 🙂 Lige da vi var kommet ned i Hedeland fra Reerslev af mødte vi dette gæslingepar og deres mange unger, måske var der 2 sæt gæslinger fordi der var altså mange unger, og de vraltede ned i søen, lige over den sti vi gik på, desværre var vi langt væk derfra, så beklager billedkvaliteten.

Vi gik i et godt tempo, mindst 5,5 km i timen, og det var fint tempo for mig – Mille førte for og hun går altså okay stærkt, hvilket var fint for mig, men til sidst kunne jeg godt mærke at jeg var træt, og at min hofte igen gjorde lidt ondt. Jeg har prøvet at skåne den onsdag, torsdag og fredag fordi den gjorde stadig lidt ondt fra de 20 km sidste søndag, og mandag og tirsdag gik jeg kun 2 km pr. dag, og fik sindssygt ondt, så derfor måtte jeg slappe lidt af midt på ugen. Men i dag kom det lidt igen, æv æv, håber at det kun er en lille overanstrengelse fra i søndags, og ikke en skade jeg skal leve med for evigt, det magter jeg altså ikke.

Men sikke en dag, jeg er så mega stolt af mig selv, at jeg har gennemført det første år af min livsstilsændring. Nu fortsætter jeg og nupper lige et år mere, og et mere, og et mere. haha. Det er jo for resten af livet, så det er skønt nok. Elsker det.

Jeg var allerede hjemme kl. lidt over 12, så kunne sagtens nå på spejdernes loppemarked henne ved Islev kirke, så jeg hoppede frisk op på cyklen og kørte derhen, købte 2 hæklekits til sommerfugle, og en sort kjole. 15 kr. pr. del, 45 kr. i alt, det var vildt billigt.

Nu er jeg kommet hjem igen, og orker ikke så meget mere resten af dagen, tror den står på altanhygge når solen kommer hertil om 1 time eller noget. Og så måske bare sidde derude og hækle lidt. Jeg har vidst også gjort dagens gode gerning, og så slog jeg endda min 10 km tid med 10 min, vildt ikke, er så stolt af mig selv. Kan nok takke Mille for at min 10 km blev slået, da hun og jeg gik vildt godt og i samme tempo.

Tak for en hyggelig vandretur søde kusine.

Jeg slog min egen rekord ;-)

Selvom at du måske har set det billede jeg lagde ind af min gåtur i går via Instagram og Facebook, vil jeg da alligevel nu hvor jeg er hjemme igen, skrive et indlæg på bloggen om dette.

I går var endnu en stor dag i mit vandre-liv. Jeg slog nemlig min egen rekord på tidigere 17,5 km, jeg var nemlig ude og vandre i Holbæk i går, og gik hele 20 km. Wow, ja, er stadig helt mundlam og vildt stolt af mig selv over at jeg gjorde det.

Ruterne var sådan at man kunne gå 3 forskellige 10 km ruter, og en 5 km rute. Vi startede godt ud med at gå rute 1, nemlig 10 km ruten som var mærket op, de to sidste 10 km ruter ville så være klar når vi kom tilbage til start/mål stedet. Men jeg tænkte, det er jo underordnet, for vi 5 fra Taaspidserne som havde fulgtes derop, havde lidt talt om hjemmefra at jeg ikke kunne gå 20 km derfor skulle vi kun gå 10 + 5 km. Jeg synes jo i starten af denne måned, da jeg gik de 17,5 km, at det var sindssygt hårdt at gå de sidste kilometer, så derfor må jeg indrømme, at jeg kviede mig lidt, da de andre begyndte at tale om endnu en 10 km. Men SÅ tænkte jeg også, hvis de kan – kan jeg dælme også, jeg var jo den yngste de andre er jo alle sammen meget ældre end jeg, ligesom Farmor. Og det var altså ikke pga. gruppepres, men i stedet fordi jeg tænkte ved mig selv, at jeg VILLE og jeg KUNNE, og det beviste jeg jo også, da vi nåede i mål med de 20 km.

Da vi kom i mål efter de første 10 km, sad vi lige og fik lidt at spise og drikke, og holdt nok 25 min pause, hvori jeg ikke stoppede Endomondo, da jeg ville ha at der skulle stå et højt tal på mit Apple watch når vi nåede i mål. Så begyndte snakken ellers, og jeg sagde at jeg gerne ville gå 5 km, fordi jeg ikke rigtig troede på mig selv. Og var også lige ved at stå helt af, og bare sige, at jeg blev altså ved hytten, og blot sad og ventede på de andre, og så sad der to af Taaspidserne ved siden af, som tilbød mig et lift hjem til Fløng, hvor farmor bor, og så kunne jeg selv tage videre hjem derfra. Men altså, så blev jeg alligevel stædig, og tænkte som jeg skrev før at jeg kunne og jeg ville med videre. Og det gik jo også utroligt fint, og jeg førte nærmest trop hele vejen, og gik forrest og fandt ruten via et kort vi havde fået udleveret.

Og hold da helt op, jeg var slet ikke til at skyde igennem, da vi kom i mål, jeg var så stolt, og smilede over hele femøren. Dog manglede jeg lige 200 meter, for at uret/endomondo sagde 20 km, så farmor var sød at gå med de sidste 200 meter, og sørme så om hun så da vi vendte om for at gå tilbage til hytten, ikke lige sagde, jeg tror lige at jeg løber i mål, det vil se gå ud. haha. Og det gjorde hun så, jeg må indrømme at jeg ikke kunne løbe bare 10 meter på det tidspunkt. Min højre hofte og min venstre fod gjorde sindssygt ondt, og jeg kunne virkelig mærke hver en knogle i min krop. Men jeg havde gennemført turen, og var stolt – ud over alle grænser. Så jow, som jeg ofte får af vide – så kan man altså mere end man selv lige tror. Og det er jo ganske rigtigt. Og jeg gjorde det helt og aldeles frivilligt, ingen tvang mig, så jeg var selv ude om at knogler og led smertede. Haha.

Vi fik så nogle madder da vi kom i mål – og sad og hyggede os lidt. Og så kørte vi hjemad igen. Da vi kom hjem til Farmor, så sad vi og hyggesnakkede lidt. Min tanke var egentlig at tage hjem i går, men efter jeg havde siddet og slappet af, og da vi skulle til at spise aftensmad, så kunne jeg nærmest ikke gå, fordi min højre hofte smertede så meget. Men i dag hvor jeg har fået en god nats søvn, så går det altså meget bedre. Men kan dælme godt mærke at jeg ikke skal ud og gå en lang tur i dag, det duer simpelthen ikke.

Men alt i alt en fantastisk tur i går, og dejligt selskab. Og jeg gør det altså gerne igen en anden gang. Nu bliver det bare sværere og sværere at slå min egen rekord, nu hvor jeg er kommet så højt op i km.

Som vist oppe på første billede, så læg lige mærke til vejnavnet, det synes jeg altså er meget sjovt, at der er en vej i Holbæk der hedder “Henriettevej” – jeg måtte selvfølgelig lige op forbi den og stå foran skiltet, da vores anden rute gik lige forbi. Vildt sjovt, ikke ?

Frustration og glædes tanker

Dette indlæg kommer nok til at handle om mange blandede ting. Da jeg har en del tanker jeg gerne vil ud med. Jeg ved godt at jeg har talt om det tidligere, at jeg er vildt frustreret over at jeg ikke har kunne tabe mig siden oktober 2016. Jeg havde jo tabt præcis 20 kg, og var nu nede på 85 kg. Min kampvægt var 105 kg da jeg var på det allerhøjeste, og bare at skrive det her på bloggen, det er en kæmpe overvindelse. Men bliver nødt til det for at forklare mine frustrationer for jer.

Faktisk var jeg omkring oktober 2016 nede omkring de 83 kg, men det stabiliserede sig hurtigt til omkring de 85-86 kg, og det har jeg så kæmpet lige siden. Lidt op den ene dag, lidt ned den næste, slet ikke til at holde ud. Jeg VIL og jeg KAN komme længere ned i vægt. Er jo 175 cm høj, og jeg skal ned på 76 kg for at være indenfor normalvægt ifølge BMI beregneren. Jeg ville dog selv være godt tilfreds med at veje 78-79 kg, bare under 80 kg så er jeg super glad.

Men det er ligesom om at de sidste 5-7 kg bare sidder super godt fast, og det er klart, de første røg jo som var de betalt for det. Så let går det jo ikke hele vejen, desværre. Ville ønske at jeg stadig kunne smide 2-3 kg om ugen som de første par uger, men nej, så let skal livet ikke være. Nu skal der nemlig kæmpes utroligt meget for at tabe mig, og jeg gør det gerne, men må indrømme at jeg desværre også har dage og perioder hvor motivationen bare er helt i bund, og jeg føler at alt kan være lige gyldigt, og nu kan jeg lige så godt smide håndklædet i ringen, og gi totalt op. Men så er der alligevel en lille stemme indeni mig, der RÅBER op: “Du skal kæmpe videre”, så det gør jeg. Og er glad og stolt over at jeg ikke bare har givet op – det må jeg endelig huske at klappe mig selv på skulderen for.

Jeg føler bare at der er dage hvor jeg ligeså godt kan give los og være ligeglad med det hele, og bare siger til mig selv, i dag må jeg gerne – og så gir jeg den bare en skalle de næste par dage, og det ved jeg jo inderst inde godt er en totalt forkert indstilling, hvis jeg virkelig gerne vil af med de sidste kilo, og holde vægten der. Fordi det jeg så synder en dag, og tager 1 kg på af, skal jeg så kæmpe først for at få det kilo af, før at jeg kan komme videre ned i vægt, og sådan svinger min yoyo-agtige vægt 1-2 kg, op og ned, og jeg kommer ikke videre, æv æv.

Jeg kom for resten i tanke om at min badevægt kunne måle fedtprocent, vandprocent, og muskelmasse. Jeg fandt brugsanvisningen frem, og tastede min alder, højde osv. ind, så nu kan jeg da holde lidt mere øje med, om fedtprocenten falder og om muskelmassen stiger, det kunne være super sejt at følge med når det går den rigtige vej.

Men ud over mine frustrationer i dagens indlæg, vil jeg også lige nævne nogle gode ting der er sket. Deri glæden i overskriften på dette indlæg.

I onsdags var jeg som nogen allerede har set jeg lagde et billede ud af på Instagram og Facebook, ude og gå aftensvandring med Tåspidserne i Roskilde, i Sct. Jørgensbjerg, det var en vildt god tur, især fordi det var Farmor der førte turen, og det er jo hendes barndomshjem der ligger der. Og hun kender alle de små gader og stræder, så vi fik virkelig set en masse hyggelige ting. Vi startede ved Vikingeskibsmuseet, og gik så 7 km, det var en utrolig smuk tur, ud i Kællingehaven, og videre op til Sct. Hans hospital, og fordi Sct. Jørgensbjerg kirke, Domkirken, og byparken. Alt i alt en kanon smuk og hyggelig tur, i godt selskab med alle de flinke mennesker i Tåspidserne.

I fredags var jeg så ude og gå hjemme ved mig selv, trods der var byger hele dagen, så vovede jeg mig ud, og kom op på 4 km, og da det begyndte at regne den sidste kilometer begav jeg mig hjemad i tørvejr.

I går lørdag vaskede jeg 5 store maskiner tøj, så der blev det ikke til nogen gåtur, da jeg var helt og aldeles radbrækket i ryggen da jeg kom op fra vaskekælderen.

MEN – nu skal du bare høre, i dag har været en stor dag. Både Michael og jeg har været ude og løbe vores første rigtige tur i formiddags. Selvom at du nok tænker at det blot var en lille tur, når jeg siger vi løb 2,68 km, så er det altså laaaaaangt for os, når vi ikke har løbet før. Vi gjorde det at vi løb f.eks. 2 lygtepæle, og gik 2 lygtepæle, det gik meget godt, og pludselig kunne vi løbe 3 og 4 lygtepæle, før vi måtte holde pause, og gå lidt for at få luft igen. Det var lidt hårdt at løbe på asfalten på stien, så vi så en trappe op til volden, lige ved siden af hvor vi bor, og der løb vi oppe, i naturen mellem træerne. Jeg er SÅ stolt af os begge to, at vi er så super seje, og at vi bare gjorde det. Og selvom at det var mega hårdt, og vi var kvæstet da vi kom hjem, så sidder jeg nu med den bedste følelse i kroppen, og føler næsten at jeg kunne tage en tur mere lige nu. Men må nok hellere blive hjemme, da jeg tænker, at jeg heller ikke skal overanstrenge mig, og få ondt til i morgen.  Men super sejt gået af både Michael og jeg, det er i hvert fald ikke sidste gang vi gør det, man føler også at vi fik forbrændt langt flere kalorier, og på langt kortere tid, end man bruger på at gå f.eks. Og nu hvor jeg ikke bryder mig om træningscentre, så er dette en vildt god mulighed for at komme lidt op i tempo, og få pulsen mere op end på en gåtur.

Fik desværre ikke taget et billede af mig selv i det super seje trænings-løbe-tøj jeg har købt mig, men det må jeg gøre næste gang. Så i må nøjes med dette populære blomsterbillede fra Snap-chat 😉

Og se – nu blev det et helt positivt indlæg dette her, trods det startede med sorte og dystre tanker, og det skyldes nok at jeg er helt høj efter den løbetur. Så nu er humøret steget, efter at jeg fik skrevet om løbeturen.

Mit livs længste gåtur

I dag har jeg været ude og gå mit livs længste gåtur. Nemlig 17,54 km. Troede aldrig at det skulle overgå mig at gå så langt. Men Farmor og jeg havde set at der var “Mølleåvandringen” oppe ved Kgs. Lyngby. Og den havde vi hørt om skulle være SÅ smuk, og det var den sørme da også. Hold da helt op, har aldrig gået så mange kilometer omgivet af så skøn natur.

Da vi ankom til afgangsstedet, stødte vi på en venlig mand, som holdt i bilen lige før os. Det viste sig at han skulle gå turen alene, og han ville da gerne følges med os på vores tur. Ud over Farmor og jeg, havde vi også endnu en af Tåspidserne med Ruth.

Vi gik ind og meldte os til, og fik udleveret et rutekort. Og så begyndte vi at gå kl. lidt over 9. Og vi gik faktisk hele ruten langs mølleåen, hvilket var meget igennem skov og utrolig flot natur. I forhold til at gå på almindelige stier, og villeveje, så var det så skønt at gå rundt inde i Dyrehaven.

Ruten gik fra Møllevej 4, 2800 Kgs. Lyngby. Og vi kom på ruten helt ud til Øresund, og Strandvejen, det var ret vildt.

Faktisk havde jeg kun tænkt hjemmefra at vi skulle gå 12 km. men det var sådan indrettet at når man havde gået ca. 6 km, så var der en resteplads, hvor man kunne købe sandwich mm. og der skulle man så vælge, om man ville fortsætte de ca. 6 km hjem, eller om man skulle gå 5 km ud i en tange, og så tilbage til restepladsen, og SÅ gå de 6 km hjem. Og jeg havde altså aldrig troet at jeg nogensinde skulle gå så langt. Men Farmor og Ruth ville gerne gå længere. Og ham vi havde mødt ved bilen, som vi også fulgtes med, ville også gerne gå 17 km i alt. Så jeg lod mig overtale, og ved du hvad ?!?

J E G   K L A R E D E    D E T ! ! !

Hele 17,54 km i alt, og jeg er SUPER stolt af mig selv.

Må dog indrømme, at da vi nåede tilbage efter den tange på de ekstra 5 km, ville jeg gerne have haft at rastepladsen var “mål”. Men det var den jo ikke, så vi gik videre derudaf. Kort efter rastepladsen holdt vi vores frokostpause. Det var hyggeligt, vi sad på et træ der var væltet, og spiste vores mad, kiggende ud på mølleåen, så smukt.

På et tidspunkt da vi var ved at være i mål, kom der et skilt med 2,8 km tilbage. Der må jeg sige at mine hofter smertede, og min store vabel under venstre fod gjorde ekstra ondt, men jeg ignorerede det, og var SÅ stolt over at jeg kom i mål. Og har det faktisk fantastisk godt i dag, og nu hvor jeg er kommet hjem, er jeg helt høj over at jeg kunne klare det.

Er helt høj over at nu kan jeg gøre det igen en anden gang, så det er bare op på hesten, og videre derud af. Mine små ruter herhjemme på 3-5 km, det er jo ingenting nu hvor jeg ved at jeg kan gå så langt som i dag.

Men alt i alt en skøn tur, og jeg er super glad for det hyggelige selskab, og glæder mig allerede til næste gang vi skal ud og vandre igen.

Og læg lige mærke til hvor dejligt solen skinner nu, den kom frem den sidste time vi gik, det var faktisk okay, at den ikke var der hele tiden, så var det nok blevet alt alt for varmt. Men det var rart nok at den kom lige til sidst.

Men lige under 4 timer var jeg om at gå de 17,54 km, og Endomondo skrev faktisk at jeg havde forbedre min 10 km med 22 min, så nu tog den kun 2 timer og 7 minutter. Det var da ret flot synes jeg.