Livet


Jeg blev født på Glostrup Sygehus d. 22. Oktober kl. 11.24, sådan begyndte mit liv, og sådan er det fortsat lige siden, dvs. jeg er en årgang 1978, og i starten af 30’erne.

Henriette’s Livshistorie

Jeg har haft en god opvækst med to forældre som altid har været der for mig. Jeg er enebarn, men det betyder ikke jeg har haft en værre barndom end andre, om end jeg har savnet søskende i mange år, især nu hvor jeg er voksen. Men det kan man jo ikke ændre på sådan lige. Jeg har nok også været en del forkælet fordi jeg nu var deres eneste barn, og jeg var også det første barnebarn i familien på både min fars og mors side.

Jeg er så hermed vokser op hos begge mine forældre, men her i Marts 2006 valgte de at går hver til sit, og prøve at leve hver for sig, hvilket jeg respekterer fuldt ud. Jeg kan allerede sige, at det er mig som nok har fået mest ud af det *Blink* De har nemlig meget mere tid til at være sammen med mig, så jeg er nok den der har vundet mest med denne skilsmisse, men jeg tror også de selv har fået det lidt bedre ved at bo hver for sig, og de ses også stadigvæk og laver ting sammen, tror bare de fik “brug for” at bo lidt hvert for sig. *Elsker jer begge meget højt mor og far*

Men altså en udmærket barndom, sjov og ballade med veninder, om end der ikke var så mange i nærmiljøet, men jeg havde flere, som min mor så kørte mig rundt omkring til. Min mor gik hjemme i dagtimerne mens jeg var helt lille, og så arbejde hun om aftenen, sådan at hun kunne holde mig hjemme, og vi kunne nyde tiden sammen.

Jeg har en meget tidlige erindringer. F.eks. så flyttede mine forældre i hus, allerede da jeg var 4 år gammel. Indtil da havde vi boet i en lejlighed. og jeg har i hvert fald få erindringer allerede inden mit 4. år. F.eks. kan jeg huske noget som jeg aldrig har set et billede af, nemlig at jeg sidder inde i stuen, med en pose som er mørkerød og med guldskrift på. I posen er der garn, og jeg er i gang med at sy på en gulvklud, sådan et mønster som børn elsker at lave på gulvklude. Dette moment har jeg aldrig set et billede af, og derfor har jeg konstateret at det MÅ være en erindring. Jeg husker også præcis hvor jeg sad i sofaen mm.

Dette er det første jeg husker, og det kan tidsbestemmes, fordi jeg ved vi flytter umiddelbart omkring min 4 års fødselsdag. De næste erindringer jeg har, er lidt væmmelige. Det er sådan at det hus mine forældre køber, har to værelser og stue, gang, køkken og bad. Jeg får så det største værelse, fordi mine forældre gerne vil være god mod mig. Men altså det store værelse, lå langt nede af det “lange” køkken. (I hvert fald når man er 4 år, så var det MEGET langt).

Jeg var altid bange når jeg skulle i seng, skulle have læst historier, skulle høre børnelydbånd, hvor min far skulle komme ind og vende det 100 gange inden jeg i virkeligheden sov. Tit sov en af mine forældre også inde hos mig. Men da jeg havde en meget mystisk seng, så måtte de sove på gulvet. Ellers forbarmede de sig over mig, og jeg fik lov at sove på min fars plads, og han sov i min seng. Tak skæbne siger jeg bare, utrolig hvad de ofrede sig, for mig, som bare var hysterisk bange.

Min seng jeg havde i min barndom, var jeg også hunderæd for, den var et kæmpe “klods”. Man kunne sove i den, med gardiner for, og to store skuffer til sengetøj nedenunder. Ovenover var der skabe og hylder, og i bagrummet bag skabene, var et hulrum, “hvor der gemte sig spøgelser” (Der var nu bare alt det legetøj der ikke blev brugt), men jeg var overbevist om i en meget tidligt alder, at spøgelser fandtes. Ja faktisk troede jeg vidst mere på dem, end på Julemanden. Lidt underligt, men sandt.

Jeg kan huske når jeg var virkelig bange, så løb jeg alt hvad remmer og nattøj kunne remme, og ville bare ind i stuen og “i sikkerhed”, fordi spøgelserne ville tage mig. Jeg har altid frygtet dem som det værste der kunne ske i mit liv.

Senere kom jeg på fritidshjem, og derefter i Klub, alt imens jeg startede i skole. Jeg husker når jeg cyklede hjem alene fra Klubben, dette var båden dag-klubben og aften-klubben senere i livet. Så HADEDE jeg at cykle af de små veje, hjem til mine forældres hus, både det første hus vi boede i, men også det min far bor i nu. Jeg SKULLE altid sætte cyklen på plads, ikke noget med at kaste den ude foran huset, og løbe alt hvad jeg kunne ind i stuen og føle mig i sikkerhed. Jeg kan godt se hvorfor min far var efter mig, det er da logik for “normale” mennesker, at der ikke bare skal ligge en kastet cykel ude på græsplænen, men altså, jeg var så bange, at jeg ikke vidste bedre. Og tit blev jeg beordret ud og sætte den på plads – stor tudene af angst for spøgelserne ville tage mig.

Jeg husket et kneb jeg altid gjorde, det var at spille walkman på fuld drøn, så behøvede jeg ikke at koncentrere mig om spøgelserne, fordi så længe jeg ikke kunne “høre” dem, så kunne jeg heller ikke se dem. Faktisk har jeg aldrig sådan rigtigt set et spøgelse, har hørt dem diskutere inde i mit hoved. Men også mest kunne fornemme dem.

Jeg kan forklare det sådan her. Jeg har altid siden jeg var helt lille haft en mand der fulgte efter mig, han var usoineret, gammel, og ikke særlig behagelig. Han var der altid hos mig. Mest så viste han sig på den måde, at han fulgte efter mig, og jeg forvekslede ham meget med spøgelserne. Jeg kunne mærke ham, sådan lige omkring min ryg, nederst. Hvis jeg skal forklare det, så fornem at der er en der holder en hånd 10 cm fra din nakke, uden du ved det, og alligevel kan du mærke der er “noget” ved din nakke. Sådan var det at have ham hos mig. Jeg har altid troet han ville mig noget ondt, og han også var de “tanker” jeg havde i mit hoved, fordi jeg vil ikke kalde dem stemmer, da jeg ikke hørte dem læst højt, men mere som “tanker” som ikke var mine egne. Og så følte jeg også sommetider det var “mande-tanker”, altså ikke mig, som var mellem 4-12 år på det tidspunkt.

Senere kom jeg i skole, helt fra børnehaveklassen fulgte jeg ikke med, dog har jeg altid været en gennemsnits elev. Jeg fik som regel omkring et 8 tal. Og har aldrig scoret et 2 cifret karakter tal så vidt jeg ved. Jeg gjorde heller ikke særligt meget ud af skolen. Jeg var meget af en dagdrømmer, og ja, jeg skrev også en del efter, hvilket ærgre mig i dag, da jeg ikke føler jeg ved så meget som andre, som var mere opmærksomme i skoleperioden.

Jeg var heller ikke typen der drillede, eller bagtalte folk, jeg var den der altid var venner med alle, også selvom at der var f.eks. 2 kliker, så rendte jeg imellem de to, og tog mig ikke af at “de andre” ikke talte sammen. Jeg var ligeglad, jeg ville bare have nogle venner at være sammen med. Jeg var også meget sammen med drengene, det betød heller ikke så meget, som det gjorde for de andre piger, som IKKE legede med drengene, fordi det “gjorde man bare ikke”!!!! Men jeg var ligeglad. Jeg var en fredsmager og en drengeven.

I skolen havde jeg det meget svært, jeg kunne ikke rigtigt koncentrere mig, noget jeg stadig har svært ved den dag i dag. Hvis jeg hører noget læst højt, eller folk der taler, så kan det godt være jeg lytter, men jeg lytter ikke rigtigt efter, jeg sidder bare og tænker på noget helt andet. Det irritere mig helt vildt meget, fordi jeg vil jo gerne lytte, det ville jeg også i skoletiden, men pludselig havde læren talt i en time, og jeg anede ikke hvad den opgave de nu satte os til bagefter, skulle gå ud på.

Matematik forstod jeg intet af, slet ikke problemregning, min far hjalp mig altid, og det endte som regel med at jeg sad og stortudede, og bad ham om, om han ikke ville være sød at lave dem, så skulle jeg nok skrive dem ind. Ikke en holdbar løsning, men jeg forstod det simpelthen ikke.

Mange af de andre fag i skolen synes jeg også var svære, og jeg var meget sygemeldt en dag her og en dag her. Fordi jeg simpelthen – allerede dengang – ikke kunne holde til det en uge ad gangen, og så en kort weekend, og så på den igen. 

Derfor brød jeg mig aldrig rigtigt om det at skulle op hver morgen, jeg var tit deprimeret, allerede i en ung alder. Og mine lettere overnaturlige ting, husker jeg helt tilbage i min unge barndom.

Jeg gik ud af skolen med et gennemsnit på omkring de 8. Tog 10 klasse med, men det var mere “lal” jeg havde kun 21 timer, og skulle gå på aftenskole for at få tysk som de ikke tilbød 10 Klasse på begynder niveau, jeg havde nemlig haft fransk i 3 år, men resten af fransk holdet gik ud i 9. klasse. Men jeg holdt hurtigt op på aftenskolen, og ingen opdagede noget, så et meget let år, og så videre i uddannelsessystemet.

Jeg begyndte så på Roskilde Handelsskole Grunduddannelsen. HG03 hed klassen. Der skulle jeg så gå 1 år. Og så 2 år i $læreplads.

Skolen gik ok, jeg havde igen koncentrationsproblemer. Men opdagede efter jul, at Regnskab fangede mig ret godt. Og til dem som ikke ved det, så har regnskab intet med matematik at gøre, som jeg jo hadede i folkeskolen.

Nej, regnskab, er med at få det til at “stemme” & “gå op i en højere enhed”, og det kunne jeg godt lide. Så jeg gik faktisk ud med et 9 tal som en af de eneste i klassen. Mange af de andre forstod det nemlig ikke særligt godt, og mente ikke de skulle bruge det til noget, fordi de gerne ville i butik f.eks.

Skoletiden på Roskilde handelsskole, var udmærket, dog igen med kliker og den slags, ud over jeg ikke fulgte med i timerne, og skrev mange private ting ned, og jeg har heller aldrig den dag i dag lært at skrive notater ned, så det gjorde jeg “selvfølgelig” heller ikke dengang, selvom mange af de andre gjorde. Det bevirkede også at jeg ikke havde noget som helst at notet til eksamen, og de fælles eksamener, følte jeg at jeg “nassede” lidt på de andres viden i gruppen. Hvilket jo ikke var meningen. Følte til sidst til eksamenerne at regnskab var det eneste jeg duede til. Vi havde en forfærdelig Dansk og Tysk lærer, som ikke lærte os en dyt. Og i Samfund fattede jeg slet ikke hvad læreren talte om. EDB var jeg ret god til også, det kan folk jo også se den dag i dag., at jeg ikke er helt tabt bag en vogn hvad det angår. Men jeg pjækkede også meget i Handelsskolen, det var samme grund som folkeskolen, sagde til mine forældre jeg havde influenza – hvordan man så end kan have det 1 gang hver mdr. i 2-3 dage.

Men jeg brugte simpelthen dagene til at “lade op” til endnu en uge. Slappede af, ryddede op, og så tv, og lavede håndarbejdsting. Det har jeg nydt helt fra mine teenager år. Jeg har aldrig gennemført en HEL måned tror jeg, uden en sygedag. Og spørg mig ikke helt hvorfor? Jeg kan ikke forklare det, hvis jeg skal give en grund, som gælder helt frem til i dag. Så er det nok at jeg bare ikke kunne holde til det. Jeg blev nød til at have noget “hjemmetid”, hvor jeg kunne slappe af, lave ingenting, og “lade op” til endnu en ny uge. Det lyder ikke godt, men jeg håber det ændre sig, hvis  jeg kommer ud på arbejdsmarkedet igen. Jeg SKAL kunne klare det. (Ønsketænkning).

Da jeg var færdig med Handelsskolen, ville jeg gerne på kontor, begge mine forældre og meget af resten af min familie er kontoransatte. Så det vidste jeg lidt om hvad var. Derfor da året var gået i skolen, søgte jeg lærepladser på kontorstillingerne.

Jeg var så heldig at få en læreplads hos et revisionsfirma, som jo havde en del at gøre med regnskab. Så det var bare lykken. Men som nogle måske ved, så har revisorer mest travlt det ene halvdel af året. Nemlig 1/1-1/6, da revisionen for det meste ligger 31/12. Dvs. at resten af halvåret, dovnede jeg den bare på arbejdet, skrev breve til privat brug til mine pennevenner, eller læste bøger. Dvs. jeg prøvede at rydde op i alt hvad jeg kunne, deres lager, deres arkiv. Lave et halvt års arbejde frem i tiden, med at renskrive notater, de kunne bruge til at revidere næste år med osv. Men der var bare IKKE nok at lave. Og jeg tror min indstilling til arbejdsmarkedet allerede dengang blev ødelagt.

Nok fordi jeg tænkte, hvis jeg bare får et job hvor der er nok at lave, så skal alt nok gå. Men det fik jeg aldrig, og har endnu ikke prøvet at være et sted hvor de virkelig ikke kunne undvære min arbejdskræft.

Noget skete der dog i min læretid, jeg flyttede hjemmefra sammen med min daværende kæreste, som 19 årig. Lånte en ½ million i banken, og boede der i 1½ år, indtil forholdet bristede.

I den periode jeg boede i den lejlighed, og netop var flyttet hjemmefra, der fik min mors og fars kat “Misser” killinger. Faktisk fik hun 5 killinger, men vi aflivede den ene dagen efter hun havde født, da vi kun havde fået afsat to, og jeg skulle selv have 2. Jeg fik de to sødeste – *smiler*-  efter min mening i hvert fald. Bella som er gråstribet ligesom hendes mor, og Bianca som er sort med røde stænk, og en rød streg fra panden og ned til snuden. Læs evt. mere om dem på deres egen side her på hjemmesiden.

Efter endt læretid, fik jeg et job helt oppe i Allerød. Jeg boede i Hedehusene, og havde nu i 3 år pendlet til Roskilde i min skoletid og  læreplads. Men nu skulle jeg pludselig til at pendle 5 kvarter hver vej, hver eneste dag, puha – det holdt jeg til i 9 mdr. Det var også et revisorkontor, hvor jeg sådan set ikke udviklede mig, jeg udvidede ikke elevstillingen, jeg skrev stadig regnskaber rent, lavede lettere bogføring for firmaet og små klienter. Men jeg kunne ikke holde til den lange transporttid, og klimaet på kontoret var heller ikke mig, så da jeg havde fundet noget (endnu et revisorkontor) i København, så valgte jeg at sige op. Hvilket var utroligt svært for mig, fordi de var jo glade nok for min arbejdskræft, men altså det gik bare ikke, jeg brød mig ikke om de to andre ansatte der var, som begge var chefer. Det var også et alt for lille firma, med kun 3 ansatte. (Inkl. mig).

Jeg fik så et job inde i København, og mens jeg arbejdede der, så flyttede jeg også ind i en 1 værelses lejlighed i Vanløse. Det var skønt at komme tæt ind på byen, men arbejdet haltede. Jeg havde søgt en konkret stilling, men de ansatte mig på må og få, til noget “andet” som jeg aldrig fandt ud af hvad var.

Mest skulle jeg lave bogføring, og ellers brugte de mig også når receptionisten var sygemeldt, og det var hun ret tit. Jeg tog også som noget nyt ud til klienter udenfor huset, og bogførte. Men jeg må indrømme jeg var hunde-nervøs for at det ikke stemte når jeg efter endt dag skulle hjem igen. Fordi så god var jeg heller ikke til det. Men som regel lykkes det, ellers ringede jeg efter nogen af de andre som havde med klienten at gøre.

Med tiden fandt jeg ud af, at det de havde ansat mig til, var bla. at jeg skulle overtage bogholderiet i firmaet som havde omkring 50 ansatte. Der var en ældrende mand som havde det pt. men det ville de gerne have at jeg 22 årig sølle lille pige, ALENE skulle overtage. Det kunne jeg slet ikke klare den besked.

Og til hverdag var der ud over det, intet at lave, så jeg kedede mig ligesom i min læretid. Der var ingen der kom med opgaver til mig, og hver gang jeg spurgte, var der ingen der havde noget jeg kunne lave.

Det endte med at de fyrede mig, jeg må sige, havde de ikke gjort det, havde jeg nok selv sagt op, da jeg ikke følte der var nok at lave for mig, så en dag tog chefen mig ind på sit kontor, og sagde “Hva laver du egentligt her i firmaet?” Og da jeg ikke kunne forklare noget konstruktivt, så sagde hun at jeg nok hellere skulle søge noget nyt.

Og det blev så enden på min arbejdskarriere i denne omgang. Jeg har ikke haft et fast job siden April 2000.

Siden da har  jeg gået hjemme, med en psykisk diagnose, kort efter jeg stoppede arbejdet, blev jeg indlagt, jeg havde egentligt 3 mdr. opsigelse, hvor jeg skulle blive på arbejdet. Men de fritstillede mig da de fandt ud af at jeg nu lå på Brøndbylund som er et psykiatrisk hospital.

Jeg var meget forvirret over at være der, jeg forstod ikke helt hvad der var galt med mig, ud over at jeg allerede i mange år mens jeg gik i skole, og på arbejde, græd mig selv i søvn, fordi alt var håbløst. Eller jeg sad og rokkede som et lille barn, frem og tilbage, med en bamse i armene. Uden at vide hvad der skete , jeg var der bare. Jeg var tilstede, men psykisk var jeg der slet ikke.

Min første indlæggelse var hård, den varede 2 mdr. og blev kun afbrudt af at min daværende kæreste og jeg skulle med 2 venner til Italien, og rejsen var betalt. Og selvom at jeg havde været meget syg, og “manden” stadig havde fulgt efter mig, overtaget mine tanker. Jeg havde skrevet utallige digte, fordi jeg bare skulle UD med dét. Jeg var begyndt på Zyprexa, som er antipsykotisk medicin, tidl. havde en privat praktiserende psykiater, givet mig recept på antidepressivt, så nu fik jeg to præparater, og jeg åd som 3 fuldvoksne mænd, fordi Zyprexa, det tager man meget på af. Ja – på de 2 mdr., jeg var indlagt første gang, der tog jeg i hvert fald de første 10 kg på. Det er helt umenneskeligt at man giver psykisk syge Zyprexa, hvis man ikke har problemer nok i forvejen med psyken, så får man det, når man tager 10 kg på, på så kort tid.

Men indlæggelsen gav mig meget, jeg var på afsnit 801 som er for førstegangs psykisk syge. Og en ungdomsafdeling, jeg havde en utrolig sød kontaktperson, som hjalp af med mange af mine frustrerende tanker. Jeg husker mange gode ting jeg lærte derinde, men også hvor skidt jeg i virkeligheden havde det.

Men udskrevet blev jeg, og vægten steg stadig støt derop ad. Jeg tog så på en af mine værste ferier i evigheder, når jeg læser min private dagbog derfra, så var det heller ikke lutter lagkage. Jeg følte alt og alle var imod mig, og de 3 andre på ferien, som var raske, de forstod mig slet ikke. Jeg var halv ustabil, og meget ked af det, det meste af tiden. Havde slet ikke lyst til at ligge på stranden eller se butikker, og vi holdt os lidt for sig parvis.

Hjemme igen, skulle jeg prøve at få hverdagen til at fungere, uden arbejde dog. Jeg var fra afdelingen blevet tilbudt at komme i OPUS – som er et projekt i København for førstegangs psykotiske. Der endte jeg så med at gå i 2½ år. Og der var mange ting at gå til hver uge, så der var jeg godt beskæftiget, dog havde jeg stadig mine “off dage” og blev hjemme fra meget, uden at melde afbud eller noget, var bare så forfærdelig syg de 2½ år jeg var der.

Men det de tilbød var bla. samtaler med kontaktperson, psykologsamtaler, social og færdighedstræning, flerfamiliegrupper, og fredagshygge, så det var godt og vel hver dag der var noget man kunne “gå til”. Dog kom jeg langt fra til det hele.

Jeg gik sammen med min veninde CyberRaga på Lilleskolen for voksne fra Januar – Februar 2001. Dog gennemførte jeg ikke, nok også fordi jeg havde taget fuld skema, men altså, det var rigtigt hårdt, og jeg var igen meget træt i dagtimerne, og lå tit og sov inde på sofaen, fordi jeg simpelthen var så træt.

Efter skolen blev jeg indlagt for anden gang i Februar/Marts 2001, i godt og vel 1½ mdr. så blev jeg så syg at min daværende kæreste også valgte at sige farvel og tak, han var rask, og kunne ikke forstå min sygdom. Så det var en frustrerende tid, hvor jeg ikke helt kunne affinde mig med, at nu skulle jeg så være single igen efter 14 mdr. med endnu en fast kæreste – og tryghed.

Jeg har altid været en tryghedsnarkoman, og det længste jeg har været single, siden mit 14. leveår er 8 måneder. Har altid haft nogen omkring mig, det var sådan jeg havde det bedst.

Engang i November 2001 var jeg til spirituelmesse i KB Hallen i København. Det var meget interessant, og i og med at jeg levede meget i en “åndelig verden” troede jeg, så var det interessant, at tale med folk som havde samme interesse.

Bla. stod jeg på et tidspunkt i en bod, hvor de solgte de flotteste malerier, damen som kun talte engelsk, kom hen til mig og fik sin Danske mand til at oversætte. Hun spurgte hvor længe “ham manden” havde fulgt mig bagved min rygsøjle?!?

Jeg var lamslået – kunne hun virkelig se ham, føle ham eller hvordan? Jeg kunne jo selv kun fornemme ham, men han havde jo været en del af mig siden jeg var 4-5 år gammel, og nu stod der pludselig en dame og sagde at hun vidste at han var dér.

Hun spurgte om jeg ville komme tilbage dagen efter og få en “session” hvor hun healede mig. Det kostede 300 kr. for 1-1½ time, og det sagde jeg ja tak til. Dagen efter da jeg kom derhen, var jeg godt skeptisk – men prøvede at være optimistisk.

Hun spurgte så meget alvorligt, om jeg virkelig ville have ham til at forsvinde. Og jeg sagde ja tak, da jeg troede at han også var de stemmer jeg hørte inde i min hoved. Så hun healede mig, og fik “ham bag ryggen” til at forsvinde, selvom hun også nævnte at han kunne være en slags skytsengel.

Jeg tænkte bare – hvis han var en form for skytsengel, så ville han ikke sige alle de dårlige tanker højt inde i mit hoved. Så jeg bad hende fjerne ham, og det gjorde hun så.

Der gik så noget tid, før jeg opfattede at min “skytsengel” faktisk var væk – men men men – de højtlæsende tanker inde i mit hoved, de var der stadigvæk. Dvs. de to ting – følelserne bag min ryg og tankerne i mit hoved – de hørte slet ikke sammen.

Nu havde den venlige dame fjernet min skytsengel – men stemmerne i mit hoved var der stadig. Hvilket gjorde mig fuldstændig frustreret, fordi jeg troede virkelig at de to ting hørte sammen, men det gjorde det altså ikke.

Og faktisk – så savner jeg dem gamle, usoigneret mand som var bag min ryg, fordi han havde virkelig fulgt mig i mange gode år. Og hvis jeg havde den viden jeg har i dag, at de to ting ikke hørte sammen, så ville jeg ikke have fået min skytsengel fjernet. Men den dag i dag, har jeg valgt et leve med det valg jeg gjorde, at få ham fjernet. Om end jeg savner ham, så var det nok også fint nok at få ham fjernet.

Jeg var så meget optaget af OPUS, og det tog som sagt meget af min tid. Også efter min 2. indlæggelse. Helt frem til januar 2002 – hvor jeg så blev meget syg igen, jeg stoppede på min medicin. Jeg var sikker på at jeg godt kunne klare mig uden, jeg meldte mig helt ud af de aftenaktiviteter jeg havde været i, hos “Depressionsforeningen” & “Angstforeningen”.

Fandt ud af, at hvis jeg ikke så tv, ikke hørte radio, ikke talte i tlf. ikke talte med andre mennesker, ALTSÅ ikke havde kontakt til omverden, og det psykotiske jeg kunne “tænke” om den. Så var jeg “rask”?!?!?

Dvs. det var endnu et af mine ret klare psykose tegn. Derfor i stedet for en indlæggelse, lagde jeg mig på en drømmeseng i 3 mdr., ude i mine forældres have, jeg sov inde på mit gamle værelse, og om dagen lå jeg bare og lå på den drømmeseng, det var fra marts til maj 2002, og jeg kunne INTET!!!! Lå bare med dyne og hovedpude og min bamse, og så ynkelig ud.

Mine forældre fik så arrangeret med OPUS at jeg skiftede kontaktperson, så jeg fik psykologen. Og der gik jeg så 1-2 gange om ugen i 1½ time hver gang. Min far kørte mig, og på vejen husker jeg, at han måtte ikke høre radio (Krig og terror var ikke noget jeg kunne rumme). Jeg skulle have min bamse ved mig, og et tæpper over mig, og sædet helt slået ned, så jeg slet ikke kunne se “omverden”. Sådan klarede jeg mig helt ind til OPUS i godt og vel 3 mdr. hvor jeg var meget syg.

Det hjalp helt fantastisk at have psykologbehandlingen. Han var utrolig sød imod mig, og han forstod mig – også selvom at jeg var meget syg, og meget usammenhængende at høre på.

Med tiden blev det dog bedre, og jeg lærte ligesom at bo hjemme hos mig selv igen, selv kunne komme derind, så min far ikke behøvede at køre mig frem og tilbage. Hvilket var meget stort af ham, og meget behjælpsomt, da han arbejde i København og kørte tilbage til mine forældre (25 km) Og tilbage til København med mig, og hjem til mine forældre igen. Puha, at han kunne holde det ud, men mine forældre har altid gjort ALT for mig. Tusind tak.

Faktisk søgte jeg også ind på en Web-designer uddannelse mens jeg gik i OPUS, det hjalp en jobkonsulent med, og jeg fik bevilliget 40.000 kr. til at gå på Pc-kørekortet først, og så derefter 2-3 dage om ugen til Web-designer kursus. Dette gennemførte jeg “selvfølgelig ikke” da jeg blev så syg i foråret 2002. Ærgerligt, for tænk hvor jeg kunne have været i dag, hvis jeg havde valgt at gennemføre det.

Så fik jeg det nogenlunde efter alle de psykologsamtaler i OPUS, og skulle jo til at beskæftige mig med noget igen, da jeg faktisk kun stadig gik i OPUS pga. psykologsamtalerne. Resten af det var afsluttet for mit vedkommende. Jeg fik også  et ½ år længere, fordi jeg ikke var “færdigbehandlet”.

Jeg valgte så at komme inde i “Klub Fontana” som er en del af “Fountain House”, bare for de unge under 25 år. På det tidspunkt var jeg 23 år. Jeg fik mange gode venner derinde, og den der lokkede mig derind, var faktisk min eks. kæreste Kim. Jeg havde også i en kort periode lige da jeg blev syg i 2000 gået derinde nogle måneder. 

Efter jeg havde mødt Kim over en “Depressionschat” – så spurgte han om jeg ikke ville med ind og hilse på dem? Og jeg sagde ja, og det blev vejen frem, til en ny del af mit liv. Væk fra OPUS, væk fra alt det trygge, men ind i varmen med få gode venner, hvor 1 stadig spiller en stor rolle i mit liv.

Det var godt for mig at komme derind, om end jeg var meget “træt” det meste af tiden jeg var der, jeg havde nu også taget næsten 30 kg. på, og var i en evig kamp for at tabe dem (Det er jeg stadig), pga. Zyprexa. Men jeg fik på det tidspunkt Zeldox, og det skulle gerne tages morgen og aften, men de 20 mg. jeg tog om morgenen gjorde at jeg tit lå nede i kælderen på sofaen og hvilede mig. Men jeg prøvede at være der så meget som muligt. Kim var startet i overgangsarbejde og skulle være på “arbejde” fuldtid, dvs. nogle timer som IT-supporter som han var på Rigshospitalet, og resten af tiden i klubben hvor han skulle passe Caféen. Jeg fulgte så hans tider, og jeg tror kun det var pga. at han skulle op, og jeg så dermed kunne få et lift på hans MC ind for at se nogle andre mennesker, og komme lidt ud, at jeg stod op hver morgen, men vi gik virkelig også i seng kl. 21 hver dag, for at komme op kl. 7 hver morgen, så Kim kunne møde kl. 8.

Jeg nød tiden i Fontana, selvom at jeg ikke deltog i meget, det var mere afslappende, jeg var i gang med at søge Pension for første gang, det gik lidt sløvt, det tog over 1 år, men jeg gjorde heller ikke noget for det rigtigt, da jeg bare var sådan omtåget det meste af tiden af træthed. (Det kæmpede jeg meget med) – men så forklarede jeg min psykiater at jeg NÆGTEDE at tage medicin om morgenen længere, og det hjalp, da jeg kun skulle tage det om aftenen, og så kunne jeg fungere lidt bedre om morgenen. Jeg hyggede mig ind i Fontana efter jeg kunne være lidt mere vågen. Og strikkede og hæklede ret meget derinde, og sad mest i det store fællesrum, og bare var til. Det var nok hvad jeg kun havde brug for på det tidspunkt. Dog 1 gang om ugen var der håndarbejdsgruppe, som jeg deltog livligt i.

Lige da jeg mødte Kim var alt okay, men i December 2003 blev jeg indlagt i 5 dage, det var under hårdt pres fra Kim og min kontaktperson inde i Fontana. Det var ikke spor sjovt, men jeg havde det virkeligt skidt, kunne bare ikke se det selv. Så jeg gik med til det til sidst, men var ikke glad for det. Jeg var så startet på noget nyt medicin “Seroquel” som man bliver utrolig træt af, når man tager det om morgenen. Det kunne jeg slet ikke tåle. Så under de 5 dage, jeg var på “Brøndbylund” der sov jeg det meste af tiden, og fik hele tiden skideballer for det. Så derfor ville jeg ikke være der mere, og ringede tudende hjem til Kim, og sagde at jeg ikke kunne mere, jeg VILLE bare hjem, spørgsmålet var om han ville have mig hjem.

Han kunne ikke sige nej, det var umuligt, jeg overtalte ham simpelthen til alt det han havde gået og “presset på med” i nogle mdr. det faldt alt sammen til jorden, da han fik mig hjem igen, og jeg stadig var meget syg. Det var en svær tid som fulgte.

Jeg skiftede også fra OPUS omkring tiden før min indlæggelse i December 2003, og der har jeg så været lige siden, men også det var med til at jeg blev indlagt tror jeg, fordi “trygheden” igen var blevet taget fra mig.

Men jeg har så heller ikke været indlagt siden december 2003, så det synes jeg er meget flot. I Distriktscenteret gik det nogenlunde, jeg har dog haft en del kontaktpersoner, men kun en psykiater, som jeg er utrolig glad for. Men det er slet ikke det samme som OPUS hvor det var så intens hver dag. Men altså, jeg gik til kontaktperson 1 gang om ugen, og psykiater 1 gang om mdr. ca. Det hjalp meget at gå til kontaktpersonsamtaler hos min første kontaktperson, men hun holdt op pga. at hun fandt et andet arbejde. Så fik jeg en ny kontaktperson som jeg ikke rigtigt følte jeg fik noget ud af, og min psykiater var langtidssygemeldt så jeg fik også en ny psykiater i den periode, som var i samme periode som da jeg tog MC kørekort, som jeg er utrolig stolt af at jeg bestod. 

Men det var også utroligt hårdt at tage det, jeg var ALTID et nervevrag, og kunne ikke klare det i min mave, som altid var nervøs, for at jeg skulle gøre noget forkert. Selvom at der ikke var det store at bekymre sig over, så var jeg alligevel så nervøs anlagt, at jeg ikke turde lave noget som helst andet. Jeg terpede Teori døgnet rundt, og skrev noter mm. Men lige meget hjalp det. Og selvom at jeg tog teorien to gange, da min bevilling til at gå til teoriprøve var forsinket næsten 2 mdr. pga. af at jeg var på medicin, så var jeg stadig et nervevrag til teoriprøven, som jeg “selvfølgelig” bestod med kun 1 fejl. Det var en af de utrolig nemme prøver, og ja, det var så smertefrit som noget kunne være.

Da jeg skulle til køreprøve, skulle jeg faktisk starte nede på tanken i Vanløse, og så skulle vi til Ballerup station. Det gik også utroligt let, og jeg bestod også der første gang. Kørelæren var også ekstrem venlig mod mig, dog lavede jeg ingen fatale fejl, men jeg synes godt noget kunne “have gået galt” – men altså, jeg klarede den fint, og fik mit kørekort – dog med bevilling til max 2 år ad gangen, pga.  jeg er på medicin. Det brugte jeg så fra August til Oktober med i 2004. 

Jeg startede på psykologbehandling i Distriktscenteret. Jeg fik den mest forstående og venlige psykolog, og det var næsten som da jeg var i OPUS. Jeg gik der vel næsten et år. Og fik rigtigt meget ud af det, bla. fik vi talt en del om mine underlige tanker, og især mine “tvangstanker” som jeg kalder dem. Det var utroligt hårdt, og jeg kæmpede også for at læse min dagbog igennem i den tid jeg gik der, og det var også ret barsk læsning. Fordi det var jo ikke altid at jeg havde haft det lige godt siden jeg begyndte at skrive dagbog jævnligt i 1995. Vi talte lidt om alt det som rørte sig i mit liv lige netop på dette tidspunkt.

I Januar 2006 begyndte jeg på Kost & Motionshold i Distriktscenteret, jeg gik der i første omgang i 3 mdr. hvor vi læste op fra en lærebog om Kosten og senere motionen, og så lavede vi mad sammen, og til sidst gik vi en tur, eller dyrkede noget motion i Distriktscenteret. Det var rigtigt lærerigt, og jeg tabte mig da også lidt, om end det var lidt svært, fordi jeg ikke var fuldstændig engageret.

Men alligevel fik jeg lov til at gå næste sæson også, og det var jeg rigtig glad for. Denne gang tabte jeg mig dog ikke, men holdt bare vægten, havde også en del dage jeg ikke kom. Fordi imellem tiden var jeg startet på Reva-Centeret – Projekt Revanche. Hvor jeg skulle i skole 3 mdr. og 3 mdr. praktik. Det var okay at gå i skole, der var både Computertimer, Motion og Foredrag. Men jeg havde desværre en del sygedage, også fordi jeg bare ikke kunne sove ordentligt om natten, så jeg føler jeg næsten havde haft flere sygedage i skolen end dage jeg havde været der.

Efter revance-forløbet har jeg gennemført et praktikforløb Vanløse Bibliotek. Jeg har været rigtig glad for at være der, men desværre var der ingen ledige stillinger, så jeg kunne desværre ikke bliver der.Jeg gennemførte næsten 4 måneder i flexjob, men jeg var simpelthen ikke stærk nok til at gennemføre det, og beholde jobbet for evigt. Derfor valgte jeg at tage en snak med mine to kontaktpersoner, og det endte ud i, at jeg måtte ringe og forklare jobbet at jeg ikke kunne holde til det længere.Derfor går jeg nu hjemme (igen), og er nu igang med at søge førtidspension igen, det er så 3. gang jeg gør dette siden jeg blev syg i år 2000.

Jeg ved jeg har min kontaktpersons støtte, samt min psykiater. Og jeg tror faktisk på at det er det bedste for mig at jeg prøver at søge igen. Fordi jeg har det nu bedst med at der er fred og ro omkring mig. Forstået på den måde, at jeg føler mig utrolig utryg og nervøsitet, når jeg skal noget der er uvandt, som f.eks. arbejdet. Og derfor tror jeg heller ikke at jeg umiddelbart kan blot skifte til et andet form for arbejde. Fordi der var intet galt med det jeg lavede på arbejdet, ej heller arbejdskollegaerne. Såååå – jeg tror det bare var det uvandte, og ukendte, som gjorde mig så nervøs hele tiden. Plus at jeg var så træt hele tiden, altså både fysisk og psykisk, det var slet ikke til at holde ud. Og psyken spillede et pus med mig ligeledes, så det gjorde det heller ikke helt lettere for mig.

1/1-2009 fik jeg så langt om længe den førtidspension – jeg har søgt hele 3 gange, og man siger jo at 3. gang er lykkens gang, og det gjaldt i hvert fald i dette tilfælde. Jeg var lettet da brevet kom i midten af december 2008, om at jeg havde får tilkendt den, og at den ville virke fra 1. januar 2009. Dvs. jeg fik min første løn som pensionist udbetalt i februar 2009. Det var fedt, at vide – at nu var jeg sikret penge. Ingen uvished, ingen spekulationer i, hvad kommunen NU ville sende mig ud i.

Det har altid været min frygt, især efter mit 2. afslag, der sendte de mig jo ud i flexjob, som jeg faktisk lidt knækkede nakken på, og fik et nederlag af. Dog blev jeg ikke indlagt, men jeg husker stadig det dybe nederlag, at måtte erkende, at jeg endnu engang ikke kunne ‘magte’ arbejdsmarkedet.

Omkring oktober 2008 valgte Kim og jeg også i fællesskab at gå fra hinanden – efter 6 år sammen, det var en hård beslutning, og én som han sagde højt, men som jeg også havde tænkt over igennem længere tid. Det var hårdt at se i øjnene, at jeg endnu engang måtte leve som single, og også erkende at jeg ikke havde muligheden for at blive boende i vores daværende fælles lejlighed i Vanløse. Ja, faktisk troede ingen af os at vi havde råd til at bo der, så vi satte den til salg, med opslag osv. Men pludselig viste der sig en mulighed for at Kim kunne blive boende. Hvilket var godt – i disse finans-krise tider.

På det tidspuntk var jeg allerede flyttet, det gjorde jeg d. 11. januar 2009. Til min egen 1 værelses lejlighed, på 42 kvm, i centrum af Roskilde.

Her bor jeg så nu, hvor jeg trives, omend jeg savner mine venner og veninder i Kbh, rigtigt meget. MEN – jeg nægter at lade det kure mig. Jeg ser sådan på det, at jeg har alt den frihed i verden der skal til, for at besøge dem. Og ja, det tar’ en hel time, hjem til nogen af dem med tog og bus. Men ja, fritid er der nok af som førtidspensionist. Så jeg ser det som en oplevelse, især nu hvor jeg også har fået ‘mimre-kort’ til bus og tog.

Desuden er jeg jo blevet tilknyttet distriktscenteret her i Roskilde, og jeg har fået en utrolig sød kontaktperson, og en forstående psykiater, som følger mig henholdsvis hver 14 dag, og efter behov hos psykiateren.

Så status lige nu er, at jeg bor i Roskilde, i en 1 værelses lejlighed, som førtidspensionist. 

Højeste ønsker:
Blive gift & få 2 skønne unger som skal hedde Julia & Nicolas
At blive 200 % rask
 

Hvor er du om 10 år?
Jeg har en sød mand jeg elsker, nogle skønne unger, et fedt hus på landet, masser af dyr, og så laver jeg noget jeg holder af i hverdagen, og nyder mine hobbyer i min fritid.

Reklamer

6 thoughts on “Livet”

  1. “Efter jeg havde mødt Kim over en “Depressionschat” – så spurgte han om jeg ikke ville med ind og hilse på dem? Og jeg sagde ja, og det blev vejen frem, til en ny del af mit liv. Væk fra OPUS, væk fra alt det trygge, men ind i varmen med få gode venner, hvor 1 stadig spiller en stor rolle i mit liv.”

    Du får slet ikke lov til at slippe væk fra mig søde. Du betyder så meget for mig og ved at vi to bliver gamle sammen med vores rolatorer og støttebind *G*

    Knus

  2. Kære Laura

    Hvor blev jeg dog glad for denne søde hilsen. Den varmer utroligt meget. Og ja, jeg ved vi to vil blive gamle sammen. Du slipper skam heller ikke så let af med mig 😉

    Du aner måske ikke helt hvor meget det betyder at du er så stor en del af mit liv. Men ville slet ikke kunne undvære dig i min hverdag. Og selvom at vi ikke ses flere gange om ugen, så føler jeg alligevel at du er liiiige her, bla. via MSN og tlf.

    Jeg glæder mig til vi blive gamle, og stadig sidder med vores strikketøj og taler om “vores ungdom” *Griner sødt*

    Mange varme hilsner fra din veninde Henriette

  3. Kære Henriette

    Jeg er utrolig glad for, at læse det går dig godt.

    Du er en så dejlig person.

    Kram

  4. Kære Anja Maria

    Hvor er det dog dejligt at høre fra dig igen. Det er alt for længe siden. Håber også at du har det godt, og er kommet ovenpå igen efter du var syg sidst vi talte sammen. Ærgerligt du ikke har skrevet din mail adresse, kunne godt ha tænkt mig at skrive sammen med dig igen.

    Mig kan du jo finde via Facebook hvis du skulle have lyst 🙂 Det vil glæde mig at høre fra dig.

    Knus fra Henriette

  5. Hej Henriette.
    Jeg har lige læst dit “Livet”. Da jeg så du delte dit opslag på FB.
    Jeg håber du har det godt.
    Mange Kram og Tanker Maja E. Lauritzen

  6. Hej Maja
    Tak for din kommentar, beklager at jeg havde overset den. Så vil lige svare på den nu.
    Dejligt at høre fra dig, det er godt nok længe siden. Jo tak det går skam fint hos mig, håber at du også har det godt.
    Kram fra Henriette

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s