God samtale i distriktscenteret


Igår havde jeg en rigtig god samtale i DPC. Først skulle psykiateren jo selvfølgelig høre hvordan det var gået med at trappe ud af både Truxal og Efexor, men jeg sad jo og smilte, og kunne ikke sige andet, end det var gået rigtigt godt. Og det var hun sørendme glad for at høre.

Dernest fik jeg endelig sagt hvordan jeg har det med min sygdom, har jo en diagnose der hedder ‘Skizofreni’ – jeg aner bare snart ikke  – efter hele 9 år, om jeg stadig tror på den. Jo, selvfølgelig gør jeg det, men jeg tænker, jeg kan jo også ha’  fået det langt bedre, og jeg kan jo også ha ændret diagnose, eller ha den samme diagnose, men blot hvor jeg er kommet i bedring, fordi jeg er godt velmedicineret. Der er mange mulighed.

Så derfor aftalte vi, at jeg skulle læse noget om det på nettet, printe det ud, og strege ind hvad jeg synes passede på mig, og hvad der bestemt ikke gjorde. Dernæst skulle vi så snakke omkring det hele, når hun kom tilbage fra ferie om  ca. 3 uger.

Jeg synes det er en god ting, at hun tar’  mig alvorlig, jeg synes det har været svært at gå med alt dette her alene. Jeg har selvfølgelig talt med mine veninder om det, men ja, den som forstår mig bedst er Laura, og hun siger også at jeg nok har ændret diagnose.

Men ja, må lige finde en dag i løbet af de næste 3 uger, hvor jeg kan sætte mig og læse de papirer igennem. Det vil være meget skønt at få det overstået – det bliver nok hård læsning nemlig, især hvis tingene passer på mig 😦

Om Solsikkens-Sang

Henriette aka Solsikkens-Sang, 38 år, bor i Rødovre, sammen med mine skønne katte. Af hobby’er har jeg, taskefletteri, teposefoldning, strikning og hækling. Jeg elsker min kæreste, mine nære venner, og min kære familie. Jeg bruger denne blog til at komme ud med mine følelser og af den vej skrive om mit liv som det nu engang former sig. Jeg håber du vil nyde at læse med. {Læs resten af min livshistorie på siden ‘Livet’}
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen og tagget , . Bogmærk permalinket.

10 svar til God samtale i distriktscenteret

  1. ~Laura~ siger:

    Sig til hvis du har brug for hjælp – så sætter vi os over en kop te – der er ingen grund til at blive ked af “en arbejdsbeskrivelse” psykologer og behandler bruger – det er en “opskrift” men ikke dig som person og helt normalt er du vist ikke, så vi finder nok noget som passer på dig. Det er ingen skam. Hellere være ærlig og erkende hvor ens vanskeligheder er end at lukke øjnene for det hele.

    Varmt knus

  2. Deborah siger:

    Jeg synes, du meget hellere skal glæde dig over, at du har det så godt nu og fokuserer på det, og blive ved med det. Hvorfor bruge tid på, hvad det hedder? Er det ikke ligemeget??? Hvorfor er det så vigtigt!!? Mens du lever dit liv og har det godt, kunne du måske tænke over det og så bruge energien på at smide det ned i en kasse og lade det ligge der! Du skal selvfølgelig gøre, hvad du synes er vigtigt, jeg forstår bare ikke, hvilket forskel det gør.

  3. Fr. Møller siger:

    Deborah – det gør en temmelig stor forskel i forhold til omgivelsernes reaktion! Folk er bange for psykisk sygdom – og generelt skrækkelig uvidende. Dog mener alle at vide, at skizofreni – jamen det er sådan noget Dr. Jekyll/Mr. Hyde noget – de bliver flakkende i blikket og søger omgående mod nødudgangen!

    Jeg har efterhånden kendt Henriette i flere år, og jeg kan godt forstå, hun ikke ønsker, en gammel, akut diagnose nødvendigvis skal forfølge hende resten af livet. For bevares, ingen tvivl om, at Henriette har været rablende psykotisk, og hun er måske også i farezonen omkring, at det ved for store belastninger kan ske igen. Men hun er ikke spor utilregnelig i det daglige. Tværtimod faktisk. Og det er altså, hvad “menigmand” tror om skizofrene.

    Og Henriette – det var så ikke for at snakke hen over hovedet på dig ;-). Du har faktisk været blandt pionererne omkring at bruge nettet til at prøve at nedbryde de mange tabuer og fordomme omkring psykisk sygdom. Det er vejen frem, også selv om man må lære at leve med, at man ikke har psyken til junglekrigen på arbejdsmarkedet.

    Keep up the good work, girl!

  4. Deborah siger:

    Fr. Møller (også til Henriette) – jeg har nu også talt med og læst Henriette i længere tid, også dengang det gik langt fra så godt som det gør nu. Og du har helt ret i forhold til at nedbryde nogen tabuer og den slags. Som jeg siger, hun skal gøre, hvad hun synes er rigtigt, men jeg mener i alting, at det er en fejl at ligge så stor vægt på, hvad andre mener, men gå efter, hvad man selv synes er rigtigt. Når det er sagt, så er jeg godt klar over, at der kan være masser af fordomme om netop det. Når det er sagt, mener jeg så også det må være en mission, at være ærlig omkring, HVIS den diagnose holder. Det ved jeg så intet om, men det virker mere på mig som om, at Henriette synes det er flovt, og det synes jeg så ikke. Netop fordi hun nu ikke er på arb. markedet mere, er det jo helt ligemeget. Hun har netop friheden til at være bedøvende ligeglad med, hvad folk tænker. Hvis hun ikke var velmedicineret og havde ro, holdt fordommene måske stik. Også derfor så vigtigt at hun ikke bare smider medicinen fordi hun ikke bryder sig om den. Men sålænge hun kan klare sig med mindre er det jo godt, men det er set før, og så går det jo desværre galt igen. Jeg håber ihvertfald det bedste for Henriette, for så langt har jeg læst med, det fortjener hun om nogen 🙂

  5. Solsikkens-Sang siger:

    @ Laura – Takker for indput, og tilbud om hjælp til at læse papirerne jeg har fået printet ud. Det vil måske være en stor hjælp. Måske jeg takker ja tak til det 🙂

    @ Deborah – Jeg aner heller ikke om det gør en forskel om jeg f.eks. fejler den ene eller anden diagnose, og dog, det ved jeg den gør. Depression lyder jo langt mildere end skizofreni for omverden, uden at den for os der er psykisk syge behøver at være det. Jeg synes begge ting kan være lige “slemme”, men altså jeg møder bare ikke spor opbakning ude i verden, når jeg nævner min diagnose som den er nu og her. OG det er unfair, især hvis jeg ikke har den diagnose, nok derfor jeg godt kunne tænke mig at finde ud af om den holder stik, eller skal lave os, og holder den stik, jamen så skal jeg selvfølgelig ha en ordentlig forklaring på hvad den så indebærer. Da jeg lige pt. ikke kan forklare hvilke symptomer eller noget jeg har, da jeg føler mig temmelig godt tilpas, med ro på i livet og sådan.

    Det medicin jeg har trappet ud af nu, har jo været noget jeg har skullet ud af i årevis efterhåndnen, i hvert fald det anti-depressive, da det ingen effekt havde overhovdet anti-depressivt i hvert fald. Så jeg frygter ikke der “vender noget tilbage”. Men jeg kan selvfølgelig blive bange, hvis jeg skulle helt ud af det anti-psykiske, men det tror jeg altså ikke er min psykiaters planer. Og ja, tilbagefald kan man jo få, og det skal man også være utroligt opmærksom på. Også derfor jeg gerne vil gøre noget ud af at finde ud af hvad jeg fejler nu til dags, skizofreni eller ej. Og så få en god forklaring på hvad det så kan være den sygdom gå ud på 🙂

    @ Fr. Møller: Først vil jeg gerne takke for de rosende ord, det betyder meget at du synes jeg har gjort et godt stykke arbejde, med at ligge dagbog osv. ud på nettet. Jeg er jo i fuld gang med at ligge det gamle dagbog ud igen, så håber nogen finder det gamle, og får glæde af det igen 🙂

    Og du har ganske ret i, at det er for dårligt hvis jeg blot har fået trukket denne gamle akutte diagnose ned over hovedet, og dermed mangler at få den revuderet, og set om den stadig holder eller hvad. Jeg er glad nok for at min psykiater tar det seriøst.

  6. Deborah siger:

    Tak for svar Henriette. Som jeg skrev, så er det kun dig selv, du skylder forklaringer og skal stå til regnskab for. Netop fordi Skizofreni er en meget alvorlig diagnose, tænker jeg ikke, at det er en man smider om sig med. Jeg har meget lidt erfaring med (faktisk ingen udover et par sessions med en privat praktiserende psykiater), så hvordan systemet virker ved jeg ikke. Dog er de dog trods alt fagpersonerne. Når det er sagt, er jeg også klar over, at de er meget svingende i kvalitet og den slags.

    Du taler om opbakning fra omverdenen. Så er det jeg igen er nysgerrig omkring hvilken omverden du hentyder til. Dem der tæller er jo dybest set dine venner og familie. Resten behøver du jo ikke fortælle en dyt, men det har du så selv åbnet op for via nettet jo, så den vej kan jeg godt se det. Det er nok også derfor jeg netop ikke går ind i en dyb svada omkring mine diagnoser, for jeg er så meget mere og andet.

  7. Fr. Møller siger:

    Deborah, jeg ved, du selv er på førtidspension, men jeg ved ikke hvorfor. Og som udgangspunkt rager det heller ikke mig.

    Jeg er i samme båd – fylder 47 næste gang. Har ingen synlige handicap, og når jeg møder nye mennesker er og bliver det første spørgsmål stadig: “Og hvad laver du så?”. Jeg svarer naturligvis, at jeg er førtidspensionist – og oplever altid, at folk – venligt – spørger – hvorfor. Og det er bestemt heller ikke, fordi jeg gider vade rundt i sygdomme og diagnoser, men jeg svarer høfligt. Nu er der så ikke ret mange, der overhovedet har hørt om “Morbus Meniére”. Depressivitet og panikangst kan de fleste bedre forholde sig til.

    Henriette og jeg tænker, føler og oplever så ens, at det sommetider er skræmmende. Det tankevækkende er, at ingen nogensinde har diagnosticeret mig som “skizofren” – dog påviser en psykomotorisk test fra Reva, at jeg bl.a. har skizoide personlighedstræk.

    Så jeg kan altså godt forstå, Henriette er interesseret i, hvor hun sygdomsmæssigt står i dag. For det er ikke nødvendigvis på samme sted som for hverken fem eller ti år siden. Og så er jeg forresten enig i, at det er væsentligt at klare hverdagen med så lidt medicin som overhovedet muligt. Alt har bivirkninger, og alt slider på organerne. Så jo mere, der kan undværes, desto bedre. Jeg har selv prøvet både Efexor og Truxal, som Henriette nu er ude af. De gjorde intet godt for mig. Det gør de for nogen, og al respekt for det – men rigtig mange ville faktisk få det bedre uden.

  8. Solsikkens-Sang siger:

    @ Debroah – Tak for dit svar.

    Jamen den omverden jeg taler om, er nye mennesker jeg møder, det kan være nye venner, eller når jeg måske på et tidspukt skal ud i verden og mødeen ny kæreste – hvem ved?!?

    Så tænker jeg meget over om det er “nødvendigt” at jeg fortæller dem min diagnose, da jeg ikke føler den passer spor på mig. Jeg har jo ikke særligt mange af symptomerne…. længere i hvert fald. Bevares jeg har nok haft dengang jeg blev syg i år 2000 – men jeg fik diagnosen smidt i hovedet ret hurtigt, og læste faktisk først om den i min journal flere år efter.

    Jeg synes det er forkert den måde jeg fik den på, under min første indlæggelse af en læge der knap havde kendt mig en mdr. ca. Og så give mig den, og så senere at jeg ikke aner hvilken diagnose jeg har, ud over jeg var meget deprimeret – så opdager jeg den i en journal, det var ret ubehageligt – må jeg indrømme….

    Men tak for dine input 🙂

  9. Solsikkens-Sang siger:

    @ Fr. Møller – Også tak for dit svar.

    Jeg kan godt forstå at du synes det er svært når folk spørger om “Hvad man laver til hverdag” – det er mit absolutte hade spørgsmål i hele verden. Især fordi man ikke kan sige, “Jamen jeg arbejder der og der”. Jeg er nok flov over min sygdom, på det punkt, ellers rager det mig godt og grundigt hvad folk tænker om mig. Men nye mennesker, venner, ny kæreste eller hvad det skulle være – hvor folk spurgte i den situation, så bliver jeg altså “flov” – det må jeg indrømme…..

    Ja egentligt minder vi to meget om hinanden sygdomsmæssigt. Underligt at jeg er skizofren, eller at du ikke er – hehe. Ja undskyld jeg griner, men du har ganske ret – vi har mange ens symptomer.

    Og at jeg nu er kommet ud af truxal og efexor, er jeg bare dybt taknemmelig for, fordi som du skriver har ALT jo bivirkninger, jeg kan allerede mærke at jeg har mindre bivirkninger ved at være ud af de to præperater. Hvilket er dejligt. Så joooo – så lidt medicin er godt synes jeg, dog skal man ha det, som gør der hjælper mod ens sygdom… ingen tvivl om det.

  10. Deborah siger:

    Henriette og Fr. Møller. Jeg kan godt forstå den med, når folk spørger. Det oplever jeg faktisk som enormt uhøfligt nogengange. Især måden der bliver spurgt på. Jeg har også nævnt det på min blog på et tidspunkt. Og jeg vil nu prøve at øve mig i ikke at lade mine grænser overskride. Som udgangspunkt synes jeg ikke, det rager vildtfremmede mennesker, hvorfor dit og hvorfor dat. Dem der skal vide det, får det at vide af mig, når jeg føler for det. Og folk tæt på mig ved det jo også. Det kan da godt være at mit forhold til det med selve diagnosen er langt mere afslappet, derhen at min er så klokkeklar! Jeg ved det ikke.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s