Tanker om livet


Jeg må indrømme at jeg har lavet lidt af en brøler i denne weekend, med min medicin. Jeg har simpelthen glemt at få lavet en ny recept på min antidepressive medicin, og tjah, det gør så at jeg ikke havde piller til mere end fredag aften +1 som buffer. Egentligt skal jeg alligevel trappe ud af det antidepressive medicin, jeg føler mig ikke spor deprimeret så ja, hvorfor ikke…. det er også efter eget ønske.

Men det er altså ikke spor med vilje – jeg opdagede blot fredag aften da jeg skulle pakke min medicin at jeg ikke havde mere end 2 piller tilbage, den ene tog jeg fredag aften, da jeg jo skulle til min mors fødselsdag, og jeg vidste det ville blive et helvede uden at jeg tog pillen.

Nå men i går nat var jeg alligevel så smadret ovenpå en ellers dejlig dag med hele familien, men jeg var udmattet og træt, så gik næsten direkte i seng da jeg kom hjem. Uden at ta’ min efexor. Fint nok – jeg var bevidst om det denne gang, og ikke ligesom sidst da jeg glemte min medicin for 1 mdr. siden…… Der havde jeg det jo skidt hele næste dag, uden at ane hvorfor.

Men idag har jeg vidst  og været mere opmærksom på hvis der skulle komme nogen forandringer, og det gjorde der egentlig ikke først på dagen. Men efter kl. 14-15 stykker begyndte jeg fysisk at kunne mærke i kroppen, at jeg manglede min medicin – jeg vil ikke sige at jeg hverken er mere eller mindre deprimeret, fordi det vil man slet ikke kunne mærke endnu, plus jeg får den aller laveste dosis 37,5 mg, og det siger lægeren stort set ingen virkning har alligevel, så jeg kan lige så godt trappe ud af det.

Og nu er det jo gået så fint med at trappe ud af truxal, jeg havde slet ingen bivirkninger what so ever….. Men dette bliver lidt sværere, at komme helt ud af efexor, men jeg har besluttet at lade min ‘buffer pille’ være til i morgen, og se hvordan to nætter uden efexor vil være, hvis det føles okay, og kun lidt fysisk afhænghed, som små pluserende spjæt inde i hovedet, så kan jeg godt klare det….. Så vil jeg ringe og forhøre mig hos min psykiater i morgen, og høre hvad hun siger, om det alligevel ikke er tid til at trappe helt ud, og nu hvor jeg så har været 2 dage foruden, hvorfor så ikke fortsætte…..

Det er også noget svært noget alt det med medicin, men jeg synes jeg har godt kontrol over den, og hvordan den virker på min krop, hvilket egentligt er en dejlig fornemmelse….. Før i tiden da jeg var lidt af en prøveklud for min tidl. psykiater hvad angår medicin (vi taler 9 år tilbage i tiden), der havde jeg igen som helst kontrol over bivirkninger eller hvad der virkerde hvordan og hvorfor, hvad der var godt for mig, og hvad der var skidt. Fordi hun skiftede præperat på mig hele tiden, og det var skide hamrende irriterende, når jeg tænker tilbage på det den dag idag, fordi jeg nåede jo aldrig at få et præperat til at virke, før jeg kom over på noget nyt. Måske det også forklarer hvorfor jeg havde det så skidt som jeg havde det, og hvorfor jeg ikke kunne holde mit liv ud.

Det kan jeg altså langt bedre den dag idag, og jeg elsker faktisk livet, jeg er ikke spor deprimeret længere (alle kan have enkelte dårlige dage), men det er slet ikke sådan at jeg er nede i længere tid mere…. hvilket egentligt er dejligt at ikke skulle bekymre sig om at være nedtrykt.

Ud over at jeg så er trappet ned i truxal (beroligende) og skal til at trappe ud af efexor (antidepressivt), så får jeg også Abilify (antipsykotisk). Og psykotisk har jeg nu aldrig været, jeg har været tæt på måske, men når jeg tænker på hvordan jeg har set andre mennesker være psykotiske, sådan rigtigt paranoide og den slags, så tænker jeg – hmm – det har jeg jo aldrig haft disse symptomer.

Hvorfor får jeg så antipsykotisk medicin – jo ser du – det aner jeg faktisk heller ikke….. faktisk tror jeg ikke det har nogen virkning på mig, jeg tror at psykiaterne har toalt misfortolket mig. Jeg har tidl. fortalt om en mand der fulgte efter mig, og som en clairvoyant person fjernede fra mig. (og ja, hvis man er psykiater, og ikke tror på sådan noget, så diagnistisere man vel folk dybt psykotiske) Hmm…. det er bare ikke spor fair…. Den diagsnose (skizofreni) har fulgt mig nu i 9 år, og jeg har aldrig selv troet på den, ej heller har min kære veninde Laura….. hun tror jeg har en slags form for personlighsforstyrrelse, og jeg kan kun give hende ret….. Noget andet end skizofreni fejler jeg i hvert fald, fordi jeg er jo ustabil i perioder, og kan have svært ved at føre en normal hverdag med arbejde og den slags, ligeledes kan jeg være utrolig bange for uhyggelige ting, som spøgelser, og uhyre, og kan ikke se en gyserfilm uden den ‘hænger fast’ i mit indre i flere årtier bagefter…… Jeg så engang en rigtigt uhyggelig en, jeg husker jeg var barn dengang, og den kan stadig spøge i mit hoved den dag idag….. Min far skal lige have sig undskyldt – at han selvfølgelig troede jeg sov under dynen, mens jeg lå i stuen, men det gjorde jeg altså ikke….

Og fordi man er en skræmt sjæl, skal man så ha en diagnose klæmpret fast på én i så mange år? Tjah, jeg synes i hvert fald ikke det er spor fair….. Derfor kunne jeg vildt godt tænke mig at få en ny psyktest lavet. Især fordi jeg tror de kunne finde ud af hvad jeg så i virkeligheden fejlede, og kunne behandle mig ud fra den diagnose.

Men nu har jeg jo endelig fået en god ny psykiater, men hun stopper så til september, og ja, så må jeg pænt væbne mig med tålmodighed, til jeg får en ny, og kan spørge ham/hende, om de vil lave en psyktest på mig til den tid.

Det er bare svært, fordi jeg synes altid der er noget der kommer imod mig, først at jeg flyttede DPC fra Vanløse til Frederiksberg, så gik Kim og jeg fra hinanden, og psykiateren behandlede mig med fløjelsehansker, fordi hun troede jeg var ved at falde fra hinandne, hvilket jeg slet ikke var. Og nu er jeg så kommet til Roskilde, og de behandler mig sku stadig med fløjelshandsker, fordi jeg er jo ny i Roskilde by, jeg har lige været ude for et stort brud med min eks. osv osv. Ja OG!! Jeg er ligesom kommet videre – no offence Kim, men det er jeg. Og det forstår de bare ikke i Distriktscenteret. Jeg vil ha de behandler mig med repsekt, og giver mig den behandling jeg har brug for, også selvom at jeg tit giver udtryk for at jeg ikke har brug for den, og mere hyggesnakker deroppe med min kontaktperson. Men altså, det er fordi hun tar emner op, som slet ikke er relevante for min situation, og jeg tror hun har misforstået mig, i hvor jeg er i mit liv lige nu.

Nå men det korte af det lange er, at jeg må ha se at få forklaret min kontaktperson alt dette, og få talt med min psykiater når tid er efter september, og hørt om jeg kan få lavet en ny psyktest, det ville sku være dejligt.

Måske jeg bare skulle slutte her, inden jeg vrøvler for meget derud af, men det var rart at få læsset lidt af. Flot hvis du stadig læser med, jeg har skrevet hele 1294 ord, så klap lige dig selv på skulderen.

Om Solsikkens-Sang

Henriette aka Solsikkens-Sang, 38 år, bor i Rødovre, sammen med mine skønne katte. Af hobby’er har jeg, taskefletteri, teposefoldning, strikning og hækling. Jeg elsker min kæreste, mine nære venner, og min kære familie. Jeg bruger denne blog til at komme ud med mine følelser og af den vej skrive om mit liv som det nu engang former sig. Jeg håber du vil nyde at læse med. {Læs resten af min livshistorie på siden ‘Livet’}
Dette indlæg blev udgivet i Psyken og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til Tanker om livet

  1. ~Laura~ siger:

    Syntes altså jeg få blå mærker at at læse din blog – ja fordi jeg læser det hele og skal slå mig selv på skulderen for det. Tsk tsk

    Du kender jo min mening om alt det her – du har fået den forkerte diagnose og er proppet med alt den forkerte medicin. Det har jeg altid ment og jeg ved du selv har tvivl voldsomt på det hele også.

    Du har ret – det er ikke fair. Det glæder mig du har overskudet til at banke lidt i bordet og blive testet igen. Og det vil i virkeligheden være til alles bedste, for jeg tror ikek du modtager relevant behandling lige nu. Med en diagnose ændring ville de også bedre kunne hjælpe dig og du ville kunne komme ud af noget af alt det forbandet medicin. Ja det er godt i perioder, men ikke i ÅRVIS.

    Arr det her emne får mig altid op af stolen så jeg håber du tilgiver mig at den gode gamle plade er tilbage i sin vante rille *G*

    Varmt knus

  2. Solsikkens-Sang siger:

    @ Laura – Blå mærker eller ej, jeg er glad for at du læser med søde🙂

    Jeg er rigtig glad for det du skriver, ikke mindst at du holder med mig omkring at jeg nok er fejldiagnostiseret, det vidste jeg dog godt på forhånd du ville sige.

    Men det er én ting, en anden ting er at de propper mig med alt den medicin, som jeg måske ikke engang har brug for…. hmm… det kan også få mit pis i kog. Og ja, selvfølgelig tilgiver jeg dig, at du stadig stille de samme tvivlende spørgsmål til min sygdom….. der kommer jo ikke noget ud af det, hvis du ikke gjorde.

    Varmt knus right back at ya’

  3. lindasnetsted siger:

    Jeg kan huske at vi også har snakket om det. Jeg har ikke så meget at putte det i. men jeg tror I har ret. så vær stærk!!!!
    Jeg tror også det ville være godt får dig at i det mindste få den rigtige medicin.

    Linda

  4. Solsikkens-Sang siger:

    @Linda – Tak for din kommentar. Det varmer at høre fra dig, og at du også synes jeg skal over på den korrekte medicin, i stedet for at blive proppet med noget som måske slet ikke har nogen virkning.

    Jeg vil prøve at være stærk, og se om jeg ikke kan klare mig igennem alt dette. Selvom at det nok bliver hårdt at forklare det hele i Distriktscenteret.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s