Jeg har en psykisk diagnose - men lever ikke så meget efter den. Dog er jeg begrænser på den måde, at jeg ikke kan gå på arbejde. Dvs. jeg nu har fået tilkendt førtidspension pr. 1/1 – 2009.  Jeg har prøvet alt. Arbejdsprøvning, praktik, flex-job. At være på kontanthjælp og sågar bare have et 4 timers job om ugen. Intet virker. Dvs. at jeg må tilbage til den sidste løsning, nemlig at få førtidspension.

Jeg er ikke spor stolt af dette, men man kan jo ikke gøre for at man har en sygdom, som nok vil præge en resten af ens liv. Selvfølgelig har jeg ikke opgivet håbet om ‘recovery’ – men lige nu tror jeg bare ikke at det sker.

Jeg er godt velmedicineret, og selvom at jeg har mine sværheder. Jamen så klarer jeg alligevel en normal hverdag. Pånær det med at gå på arbejde. Jeg bruger meget af min tid i hjemmet, med mine hobbies, og hverdagsgøremål.

Jeg har mine begrænsninger, og de er som sådan at de fremtræder tit hvis jeg skal ud og opleve noget nyt. Det kan være et møde med kommunen, det kan være en ny person jeg skal møde i mit liv. Eller hvis jeg blot skal noget som gør mig en anelse utryg, så får jeg vildt ondt i maven, og bliver jeg utroligt nervøst anlagt. Og dette er ikke en spor rar følelse.

Jeg har været meget syg i løbet af de år jeg har været syg (siden år 2000), men jeg vil sige at min psykiater endelig har fundet en god medicin til mig, så jeg ikke behøver at have alle de underlige ting, følelser og fornemmelser der følger med sygdommen.

Men jeg klarer mig i hverdagen, men igen – jeg føler at den pension har givet mgi en indre ro. Og give mig muligheder for at udvikle mig, på den måde, at jeg bedre kan koncentrere mig om min behandling i Distriktscenteret med kontaktperson og psykiater. Jeg drømmer om at få en psykolog igen, da jeg har flere ting jeg godt kunne tænke mig at få behandlet hos en sådan. Men det er ønsketænkning mere end det er realistisk, da det er utroligt svært at få en psykolog, via det offentlige system.

Jeg har tidligere haft 2 psykologer. Første gang da jeg i 2000-2002 gik i OPUS - som er et opsøgende team for førstegangspsykotiske. Den psykolog jeg havde i OPUS, han var utrolig dygtig, han hjalp mig faktisk ud af min første utrolig svære tid, hvor jeg som 21 årig var flyttet hjem til mine forældre igen, ovenpå at jeg slet ikke kunne klare hverdagen herhjemme, jeg kunne ikke se tv da jeg var bange for at se hvad der virkelig skete i omverden udenfor. Alt dette hjalp psykologen mig stille og roligt ud af, med 1½ times lange samtaler 1 gang om ugen. Det var guld værd, og jeg savner ham stadig den dag idag.

2. gang jeg gik til psykolog, var da jeg så begyndte i distriktscenteret, som man automatisk ryger over i, når OPUS slutter efter en 2 års periode. Jeg havde først én kontaktperson, men skiftede så over til psykologen der var tilknyttet distriktscenteret. Hun var også utrolig god, og på det tidspunkt i mit liv, led jeg meget af en form for tvangstanker. Jeg var så besat af dem, at jeg slet ikke kunne foretage mig noget, uden at de spøgte i mit baghoved. Alt dette hjalp hun mig ud af – den dag idag, har jeg meget få tvangstanker tilbage – og dem der stadig er der, har jeg valgt at blot leve med, istedet for at få mere medicin.

Siden den sidste psykolog, har jeg blot haft en kontaktperson, og det er også fint nok, men alligevel er der noget de psykologer kan gøre, som alm. kontaktpersoner ikke helt kan give én.